Nænsomt restaureret lejlighed i fredet ejendom midt i Frederiksstaden
Nyhed

Nænsomt restaureret lejlighed i fredet ejendom midt i Frederiksstaden

Dronningens Tværgade 10, 2.

1302 København K

      På 2. sal i en smuk, fredet ejendom fra 1802 finder du denne store og stemningsfulde 3-værelses lejlighed, som er gennemgående og omfattende istandsat med stor respekt for ejendommens historie og arkitektur. Og netop istandsættelsen fortjener lidt ekstra opmærksomhed. For en stor del af arbejdet ligger i de detaljer, man måske ikke bemærker ved første øjekast, men som tilsammen gør en markant forskel for oplevelsen af boligen.

      Der er lagt utallige timer i at føre lejligheden tilbage til sit oprindelige herskabelige udtryk. Vægge og lofter er nænsomt spartlet og malet, de oprindelige gulve er professionelt renoveret, og boligens stuk, paneler, lister og døre er omhyggeligt restaureret. Vinduerne i køkken og badeværelse er ligeledes sat i stand, mens elinstallationer og radiatorer er opdateret. Overalt er materialer, farver og afslutninger nøje udvalgt med respekt for lejlighedens oprindelige karakter.

      Det er med andre ord ikke kun de mest synlige elementer, der er blevet prioriteret. Der er brugt mindst lige så meget tid og omhu på de små og mere usynlige detaljer – dem, man måske ikke lægger mærke til enkeltvis, men som tilsammen får en bolig til at føles rigtig.

      Fra den fine entré bevæger du dig videre ind i boligens store opholdsrum. Det rummelige Svane-køkken ligger lige ved siden af spisestuen, som har så gode proportioner, at der er plads til både det lange spisebord og en mindre sofa- eller tv-afdeling. I direkte forbindelse ligger den store stue, og tilsammen får du nogle fantastiske opholdsrum med masser af plads til både hverdagen og gæster.

      Boligens master bedroom er noget helt særligt. Det usædvanligt store rum har rigelig plads omkring dobbeltsengen og er indrettet med et stort, specialbygget snedker-walk-in med smukke detaljer i træ og usædvanligt meget opbevaringsplads. Også entréen har fået en specialbygget entré- og garderobeløsning, som på elegant vis er tænkt ind i lejlighedens klassiske rammer. Dertil kommer et fint badeværelse med separat bruseniche.

      Og så er der beliggenheden. Dronningens Tværgade placerer dig midt i Frederiksstaden og noget af det bedste, København har at byde på. Nyhavn, Kongens Nytorv, Strøget, Amalienborg og Marmorkirken nås på få minutters gang, mens Store Kongensgade, Bredgade og de omkringliggende gader byder på et væld af gode restauranter, caféer, vinbarer og specialbutikker. Samtidig har du Kongens Have, Kastellet og Botanisk Have inden for kort afstand samt metroen ved både Marmorkirken og Kongens Nytorv.

      Her får du en sjældent rummelig og stemningsfuld bolig, hvor det store arbejde ligger både i det, du ser med det samme, og i alle de detaljer, du først opdager, når du træder indenfor.

      Ejendomsmægler MDE Jacob Vadsholt
      Ansvarlig Mægler:

      Jacob Vadsholt

      Ejendomsmægler MDE

      Svært ved at finde dit næste hjem?

      Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem