Teglholmens Østkaj 80, 2450 København SV

Eksklusivt rækkehus spækket med elegant snedkeri og første række til vandet

Lad os med det samme slå fast, at der her venter et rækkehus i suveræn særklasse. Her får I et æstetisk og håndværksmæssigt pragteksemplar af en moderne bolig, der er fyldt med kvalitetsmaterialer og forfinet med smukke detaljer. Samtidig er hver eneste kvadratmeter udnyttet optimalt, og huset passer perfekt til børnefamilien eller parret, der ønsker ekstra god plads.

Udenfor hjemmets fire vægge kan I glæde jer over fantastiske udendørsarealer: Sydvendt terrasse i første række til vandet, en sydvendt altan på førstesalen og en imponerende tagterrasse, hvor sommeren kan nydes i helt private omgivelser under åben himmel. Tagterrassen er yderligere klargjort til udekøkken, så de lange sommeraftener er sikret. Som prikken over i'et kommer muligheden for privat bådplads og parkering i P-kælder.

Det er med andre ord et ægte livsnyderhjem, hvor komforten er i top og vedligeholdelseskravene er helt i bund.

Der er gulvvarme i alle rum, og de tre etager udgør en fantastisk indretningsvenlig bolig med gulv til loft-vinduer, der giver dagslyset og udsigten optimale forhold. Der kan indrettes tre store soveværelser, og både i stueplan og på førstesalen er der opholdsrum med god plads til de fælles stunder. Fra både køkken/alrum og opholdsstuen er der vue over havnebassinet, hvilket giver ekstra wauw-effekt til de smukke rum.

Selvom huset ikke er mere end tre år gammelt, har sælger suppleret med helt nye og specialdesignede løsninger. Blandt de vigtigste forbedringer kan nævnes: Nyt snedkerkøkken med top hvidevarer, nye indbygningsarmaturer og badmøbler på badeværelserne, indbyggede snedkerskabe i alle værelser, elegant snedkerentrémøbel med siddeplads, indbygget kontorplads på førstesalen og snedkerreoler i viktualierum og depotrum.

Der er med andre ord et væld af speciallavede snedkermøbler, som gør hjemmet både personligt og særdeles funktionelt. Samtidig markerer det tydeligt, at man på adressen er meget langt fra standardløsninger. Til gengæld er der i den grad kræset for stolte håndværkstraditioner.
Drømmer I om et alternativt farvevalg på skabsfronterne, kan de nemt sprøjtemales og dermed tilpasses jeres personlige smag.

Der er bare 300 meter til den anerkendte Skolen i Sydhavnen, ligesom I bor omgivet af gode indkøbsmuligheder, kommende metrostation og det lokale caféliv. Dertil kommer fordelen ved nem tilkørsel til motorvejsnettet og lufthavnen.

Opsummerende kan denne eksklusive bolig bedst beskrives som et kompromisløst hjem, hvor boligindretningen såvel som beliggenheden er helt i top.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.