Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Eksklusiv penthouse med enestående udsigt over havnen og Københavns skyline
Andrei Sakharovs Vej 19, 6. tv.
Drømmer du om at bo på toppen af byen med en betagende udsigt over både vand og byens skyline? Så skal du opleve denne fantastiske penthouselejlighed på 114 m², beliggende øverst i det prisbelønnede Lyngholm-byggeri fra 2020. Her kan du fra 6. sal nyde den vidtstrakte panoramaudsigt ud over kanalen, havnen, Islands Brygge og helt til Kastrup Lufthavn.
Når du træder ind i lejligheden, mødes du af en rummelig entré med god plads til opbevaring. Videre ind i boligen finder du det åbne køkken-alrum, som er indrettet med enkle, stilrene hvide elementer fra Invita og eksklusive hårde hvidevarer fra Miele. Den elegante Corian-bordplade går igen på den smarte køkken-ø, der kan flyttes rundt for maksimal fleksibilitet.
Køkkenet smelter naturligt sammen med stuen, som badet i lys fra store gulv-til-loft vinduer, giver en fantastisk udsigt. Fra både stuen og køkken/alrum er der direkte adgang til to store altaner med rigelig plads til havemøbler, grill og grønne planter – din egen private oase på toppen af København.
Lejligheden rummer desuden tre rummelige værelser, der giver fleksible muligheder for både familieliv, hjemmekontor eller gæsteværelse. Den imponerende udsigt følger med i alle rum og tilfører en særlig stemning til hverdagens aktiviteter. Badeværelset er stilrent indrettet med smukke, lysegrå klinker og integreret vaskesøjle med vaskemaskine fra Blomberg og tørretumbler fra Miele. Derudover er der et gæstetoilet, som gør lejligheden ekstra praktisk for både hverdag og gæster. Et af lejlighedens særlige plusser er det ekstra store kælderrum, som giver uanede opbevaringsmuligheder – en luksus, der sjældent ses i byen. Hele boligen er belagt med elegant lyst parket og har indlagt gulvvarme i alle rum. Bygningen har desuden elevator, og ejendommen tilbyder en række attraktive faciliteter, herunder et fælles grønt gårdanlæg, cykelkælder og mulighed for tilkøb af parkeringsplads med ladestander.
For de vandglade er der mulighed for at blive medlem af ejendommens eksklusive kajakklub, og med bade- og kajakplatformen lige ved døren, er der let adgang til en tur på vandet, enten i egen båd eller via medlemskab af Skipperi.
Engholmene kombinerer på unik vis fredfyldt natur med byens livlige puls. Området byder på hyggelige caféer, restauranter og vinbarer, hvor du kan nyde en kop kaffe eller et glas vin langs vandet. De mange grønne områder og havnebadene inviterer til afslapning og en forfriskende dukkert på varme sommerdage. Med den nye metrostation ved Enghave Brygge, som ligger blot få minutter væk, er du hurtigt forbundet med resten af byen. Havnebussen ligger lige rundt om hjørnet, og en cykeltur til Vesterbro, Kødbyen eller Islands Brygge tager kun få minutter.
Denne penthouselejlighed er en sjælden perle, hvor både udsigten og boligens smagfulde detaljer skaber en boligoplevelse ud over det sædvanlige.
Oplev den selv – her venter en unik chance for at bo på toppen af København.
