Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Flot, lys og velindrettet 4V fra 2020 med altan i dejligt, utrafikeret miljø i hjertet af Amager
Oldenborggade 8, 1. th.
Et stenkast bag Holmbladsgade på Amager ligger en skøn, lille oase, som er herligt fri for byens støj og stress. Området foran bygningen er lukket for gennemkørsel, og bag bygningen ligger et stort parkområde med legeplads, boldbane og store plæner. Dette kan blive jeres nye nabolag sammen med denne flotte lejlighed fra 2020 med blandt andet tre soveværelser og et stort køkken-alrum med udgang til altan.
Det er moderne byggeri, og I kan således også forvente komfort i form af gulvvarme overalt og central udluftning i lejligheden. Der er desuden elevator i bygningen, aflåst cykelkælder (med særligt afsnit til ladcykler), private kælderrum samt parkeringskælder med mulighed for at købe eller leje en p-plads. Derudover er fællesudgifterne særdeles lave.
Lejligheden har en god og meget overskuelig planløsning. I træder ind på et nydeligt parketgulv, der er gennemgående i lejligheden. Entréen er integreret i boligens store køkken-alrum, som giver adgang til alle lejlighedens rum. Køkkenet er hvidt og strømlinet med integrerede greb i fronterne og bordplader i tynd profil, der markeres af en sort linje hele vejen rundt. Her er også køkkenø, hvilket giver godt arbejdsplads og samtidig udgør et fint samlingspunkt, når I byder jeres gæster et glas vin.
I stuen er der udgang til altanen mod sydøst. Det er en dyb og rummelig altan, hvor I fint kan få plads til terrassemøbler og en grill. I sommerhalvåret får I solen ind fra tidlig morgen og til sidst på eftermiddagen.
En detalje I ganske givet vil sætte pris på er, at alle tre soveværelser har udgang til fransk altan, som giver en god luftgennemstrømning. Dertil har alle værelser også indbygget skab. Endelig får I også et nydeligt og rummelig badeværelse med muret bruseniche og vaskesøjle.
Ud over den bemærkelsesværdige fred og ro byder området også på en lang række faciliteter. I har gode indkøbsmuligheder lige om hjørnet, skole og børnehave inden for få hundrede meter samt et væld af spisesteder, caféer og take aways i de omkringliggende gader. Hertil kommer Amager Centeret og metroen, der også nemt kan nås til fods, mens dejlige Amager Strandpark kan nås på fem minutter på cykel eller med metroen.
En super velfungerende og velindrettet lejlighed med masser af faciliteter i området og nem adgang til byen, stranden og lufthavnen.
