Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Mageløs penthouse-lejlighed med uhørt flotte detaljer i hjertet af Østerbro
Østerbrogade 110, 4.
Man behøver blot betragte den ualmindeligt flotte hoveddør med de smukke træudskæringer og sin let buede form, for at få en idé om niveauet i denne spektakulære penthouse-lejlighed på Østerbro. En herskabslejlighed af de sjældne, der i sin tid blev valgt af ejendommens bygherre, som sin egen bolig og dermed naturligvis skulle være bygningens flotteste. Og bygherren blev næppe skuffet, for det er ikke hver dag, man får fornøjelsen af at opleve en så fuldendt, så afrundet en lejlighed, med så mange og så smukke detaljer. Tilmed på en super central adresse lige overfor Parken på Østerbro – velkommen til!
Lejligheden ligger øverst i bygningen og er den eneste lejlighed på etagen. Ejendommen drives af en lille og meget velfungerende ejerforening, som blandt andet gør meget ud af bygningens løbende vedligehold. Fx blev de gamle vinduesrammer nænsomt renoveret i 2015, og opgangen (også bagtrapper) blev renoveret i 2017. Senest i 2025 er kobbertaget blevet skiftet.
Nuværende ejere har renoveret på lejligheden on-and-off i flere omgange fra 2012 og frem til i dag. Nænsom renovering er nøgleordene, og man er gået langt for at restaurere i stedet for at udskifte, og langt de fleste detaljer i lejligheden er derfor originale.
Og detaljer er der nok af. Mest imponerende er den største af stuerne, der pt. er indrettet som spisestue. Her oplever I det smukke sildebensparketgulv, vægpanelerne og stukkaturen i loftet. Sidstnævnte er nærmest et kunstværk i sig selv og breder sig over hele loftet. Og på elegant vis samles det i midten af loftet som rosét og skaber en fantastisk smuk ramme om eksempelvis en spisebordslampe. Det er mildest talt imponerende, og der vil nok gå lidt tid, før man bemærker rummets ligeledes unikke, afrundede vægge, og at vinduet ud mod gården også er buet – blot i modsatte retning. Lidt svært at forklare – det skal opleves!
Fra spisestuen fortsætter rumforløbet gennem yderligere to sammenhængende stuer – begge smukke rum ligeledes pyntet med sildebensparket, stuk, vægpaneler og med flotte radiatorskjulere. Den ene stue anvendes lige nu som soveværelse, mens den anden stue har udgang til en balkon med udsigt direkte til Sankt Jacobs Kirke.
I modsatte ende af lejligheden fører en lang gang forbi tre store soveværelser, to badeværelser og et gæstetoilet. Begge badeværelser blev totalrenoveret i 2024 med lækkert interiør fra Handcrafted Interior, Vola-armaturer, flisebordplader (én flise med indstøbt vask) og elgulvvarme.
For enden ad gangen er der adgang til køkkenet. Det er fra HTH og står stilrent med hvide, grebsfrie fronter og stor køkkenø midt i rummet. Herfra er der adgang til endnu et værelse samt udgang til en dejlig stor tagterrasse med trægulv. Her kan I nyde solen fra tidlig morgen til sen eftermiddag, og her er plads til at indrette sig lækkert med loungemøbler.
Lejligheden giver også mulighed for flere forskellige måder at indrette sig på, hvis man eksempelvis ønsker et køkken tættere stuerne. Se evt. den alternative plantegning.
En ekstra bonus er det store højloftede loftsrum, der er belejligt placeret lige oppe over lejligheden. Der er dertil brugsret til et kælderrum.
Beliggenheden i hjertet af Østerbro gør, at man har hele byen for sine fødder. Man kan nemt gå til Søerne, til Fælledparken til Indre By samt til metroringen ved Trianglen. Hertil kommer et bredt udvalg af spisesteder og cafeer og ikke mindst Bondens Marked hver lørdag på nærtliggende Sankt Jakobs Plads.
Alt i alt en lejlighed i en klasse for sig, som bestemt ikke udbydes hver dag. Skal opleves!
