Svært ved at finde dit næste hjem?
Tilmeld dig vores køberkartotek - så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Du får foråret direkte ind i stuen, når lindetræerne på Frederiksberg Allé springer ud i begyndelsen af maj. Denne herskabslejlighed på første sal kigger direkte ud på trækronerne og er derudover exceptionelt godt placeret på den emblematiske boulevard 200 meter fra metroen og 500 meter fra Frederiksberg Have. Du bliver ejer af en smuk, klassisk Frederiksberg-lejlighed med tre højloftede stuer en suite, smuk stuk overalt og generelt flotte og velholdte rammer - velkommen til!
Det er klassisk Frederiksberg, når det er bedst. Lejligheden er belagt med lyse gulvplanker, og både stukken, vægpanelerne og fyldningsdørene står superflotte og skarpe. Det er både smukke og behagelige rammer, som skaber en helt særlig stemning i lejligheden.
Det opleves allerbedst i det fantastiske rumforløb gennem de tre stuer en suite, der alle vender ud mod Frederiksberg Allé. Her kan I indrette jer helt, som I har lyst til, og har I brug for et ekstra værelse, kan den ene af stuerne snildt anvendes som soveværelse. Boligens to nuværende soveværelser er begge dejligt store og vender ud mod den rolige gårdside.
I den anden ende af lejligheden venter et hyggeligt spisekøkken. Det har viktualierum, og her kan I nyde hverdagens mindre måltider. Eller hvorfor ikke tage frokosten i solen på altanen, som der er adgang til herfra? Den vender stik syd og er tilpas stor til, at I kan have et cafébord og et par stole stående. Endelig har lejligheden også en flot entré med plads til at hænge overtøjet samt et nydeligt badeværelse med gulvvarme, håndklædevarmer og et stilfuldt badeværelsesmøbel med fingertappede skuffer.
Lejligheden fik tilmed helt nye vinduer i 2025 i forbindelse med et renoveringsprojekt i ejerforeningen. Derudover får I brugsret til et loftsrum og til en cykelkælder.
Med de hjemlige rammer på plads kan I nyde livet i storbyen på bedste vis. Alene Frederiksberg Allé har et flot udbud af restauranter og spisesteder og er dertil afgjort en af byens hyggeligste gader til en frisk spadseretur. Derudover har I Gl. Kongevej og Vesterbrogade i kort afstand, ligesom Frederiksberg Have hurtigt bliver det naturlige valg, når I vil have natur omkring jer. Resten af byen kan nemt nås på cykel, eller I kan tage metroen 200 meter fra hoveddøren.
Alt i alt en lejlighed med plads, klasse og masser af atmosfære på en suveræn adresse i hovedstaden. Book hellere en fremvisning allerede i dag!

Tilmeld dig vores køberkartotek - så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem