Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Herskabelig hjørnelejlighed med 204 m², fantastisk lys og ekstra afdeling
Amagerbrogade 11, 2. tv.
Lige på grænsen mellem Amager og Christianshavn finder du en bolig, der kan noget, de færreste kan. En stor herskabelig hjørnelejlighed med smukke originale detaljer, et fantastisk lysindfald og hele 204 m² fordelt på 159 m² lejlighed og yderligere 45 m² på 5. sal.
Ejendommen er fra 1917, og indenfor mødes du af mange af de kvaliteter, man håber at finde i en klassisk københavnerlejlighed. Sildebensparket, stuk, rosetter, god loftshøjde og smukke detaljer danner rammen, mens hjørneplaceringen og de mange vinduespartier giver boligen et helt særligt lys.
Det opleves især i de to store stuer, der ligger elegant i forlængelse af hinanden. Her er der plads til både det store spisebord og en rummelig opholdsafdeling, og i den største stue trækker den karakteristiske karnap lyset helt ind i boligen. Karnappen vender mod sydvest og giver samtidig udsyn i flere retninger – et oplagt sted at sætte sig med en bog eller bare følge livet udenfor.
Boligen rummer desuden to store soveværelser, hvoraf det ene har en indbygget skabsvæg. Badeværelset er rummeligt og velholdt med tidløse klinker, stor separat bruseniche og eget vindue. Hertil kommer et stort køkken med god plads og muligheden for på sigt at sætte sit eget præg.
Og netop det beskriver boligen meget godt. Samme ejer har boet her siden 1997 og været utrolig glad for sit hjem, som gennem næsten 30 år er blevet passet godt på. Derfor står lejligheden i dag særdeles velholdt, men samtidig med muligheden for, at den næste ejer kan videreføre historien og skabe sit eget udtryk inden for de smukke, herskabelige rammer.
Som noget helt særligt følger der yderligere 45 m² med på 5. sal, fordelt på to gode rum med varme og gode vinduer. På samme etage findes et fælles toilet. Det giver boligen en fleksibilitet, som er svær at finde – hvad enten rummene skal bruges som teenageafdeling, hjemmekontor, gæsteafdeling eller måske en kombination.
Også beliggenheden er værd at fremhæve. Her bor du få hundrede meter fra Christianshavns Vold og de grønne stier langs vandet, samtidig med at metro, indkøb og hverdagens fornødenheder nås til fods. Fortsætter du over volden, står du hurtigt på Christianshavn og videre mod Indre By. Du får med andre ord storbyens muligheder på den ene side og nogle af områdets bedste grønne omgivelser på den anden.
En bolig med plads til at leve – og plads til at blive. Med 204 m², herskabelige detaljer, et fantastisk lysindfald og en ekstra afdeling på 5. sal får du nogle rammer, der er svære at finde så tæt på centrum af København.
