Tilmeld dig vores køberkartotek – så er du et skridt nærmere at finde dit nye drømmehjem
Totalrenoveret, historisk rækkehus af skyhøj kvalitet og egen garage
Diskret sag
Rækkehuse i København hænger ikke på træerne – og slet ikke i den kaliber, I her skal opleve. På den stille ende af Sverrigsgade venter et gennemrenoveret rækkehus med materialer, interiør og løsninger af imponerende høj kvalitet. Huset har endda også en garage på samme matrikel – et kæmpe aktiv midt i byen.
Husets historie går helt tilbage til 1866 og er erklæret bevaringsværdigt. Gadens særlige atmosfære og de karakterfulde huse har gjort den til en yndet kulisse i film og serier, blandt andet »Midt om natten« og senest et afsnit af »Kastanjemanden«.
Beliggenheden fuldender billedet. Her bor I fredeligt og tilbagetrukket, blot fem minutters gang fra Amager Centret og Amagerbro Metro. I har også et fint udvalg af caféer og spisesteder i nærheden, og der er nem adgang til både Islands Brygge, Indre By og lufthavnen.
Nuværende ejere renoverede ejendommen i 2025. Praktisk talt alt er gennemgået med stor grundighed og uden at gå på kompromis med materialernes kvalitet. Resultatet er derefter, for det I her får er en bolig, der er optimeret på alle fronter samtidig med, at man har bevaret stemningen og detaljerne fra det historiske hus.
Huset er i to plan og har dertil en udnyttet tagetage med et stort, stemningsfuldt soveværelse. Den originale bjælkekonstruktion er fritlagt overalt og giver masser af stemning. Også trægulvene på førstesalen samt stukken er husets originale.
Stueetagen er belagt med lækre, brede Dinesenplanker og har gulvvarme overalt. Køkken og stue er samlet i et åbent rumforløb, hvor I for alvor mærker det høje kvalitetsniveau. Køkkenet er fra Multiform med køkkenø og slidstærke bordplader i kvartsit. Det afdæmpede, klassiske design harmonerer smukt med boligens høje vægpaneler, mens greb og Quooker i messing tilfører varme til udtrykket. Hvidevarerne følger samme høje standard og er fra blandt andet Bora og Miele.
Den tilstødende stue viderefører den indbydende æstetik. To store, sprossede vinduespartier giver et flot udsyn og et generøst lysindfald, mens de store tagvinduer åbner rummet mod himlen. Her er en særlig fornemmelse af lys og luft, og når solen bliver for stærk, kan de motoriserede solafskærmningsgardiner styres enkeltvis med fjernbetjening. Stueetagen byder desuden på et flot gæstetoilet med vaskesøjle og en smuk entré, hvor en flot gelændertrappe fører op til førstesalen.
Her venter to indbydende soveværelser med indbyggede skabe. Skabenes speciallavede låger matcher vægpanelerne og understreger den omhu, der præger hele boligen. Etagen rummer også et nyetableret badeværelse med stilfulde gulvklinker, gulvvarme samt møbler og messingarmaturer fra Bad & Stil. En specialtilpasset bruseniche med messingprofiler fuldender det gennemførte udtryk.
Øverst i huset ligger det tredje soveværelse. Her skaber skråvæggene og de synlige bjælker en hyggelig, næsten huleagtig atmosfære. Fra værelset er der udgang til en balkon med udsigt over haven.
Haven fungerer som en udendørs forlængelse af stuen og giver jer et dejligt sted at nyde sommerhalvåret. Terrassen indbyder til grillaftener og afslappede stunder, og for enden af havegangen ligger garagen med ladestander og elhejseport. Adgangen til garagen sker fra Finlandsgade.
Det er sjældent, at historie, kvalitet og beliggenhed mødes så overbevisende. Et rækkehus med personlighed, kompromisløse løsninger og plads til både byliv og rolige stunder – og en bolig man falder pladask for. Ring og bestil en fremvisning idag!
